Mizu Insulated Titanium Mug

Din kaffe er ikke stærkere end den kop, som den er serveret i. Eller det er den selvfølgelig, men der er bare noget fesent over at drikke en stærk kop kaffe af et plastikkrus. Så er der straks mere kapow over det her krus fra Ninja Prepper, for Mizu Insulated Titanium Mug er netop lavet af titanium, så det er let, men hamrende stærkt. Faktisk vejer kruset kun 97 gram, og du får desuden dobbelt isolering, så kaffen holder sig varmere i længere tid, mens du slipper for forbrændinger på hænderne, når du holder om kruset. Så kan det da godt være, at det egentlig er et stykke campinggrej, men sådan en titanium-fætter kunne da også sagtens fungere som den primære leverandør af koffein derhjemme eller på kontoret.