JA, for de fleste er en ganske “almindelig” Audi RS6 Avant en ganske fin slæde. Men mere vil jo have mere, og hvis du vil have flere bøffer i din stationcar, skal du bare henvende dig til Mansory. Det tyske tuningfirma har netop indgået en officiel aftale med Audi om at lave specialversioner af deres biler, og de lægger stærkt ud med den her Audi RS6 Avant.
Stationcar på steroider
I stedet for 600 hestekræfter og et moment på 800 Nm, er Mansorys Audi RS6 Avant nu oppe på hele 720 hypper og et moment på 1.000 Nm, og det betyder, at den er 0,4 sekunder hurtigere fra 0-100 km/t med en tid på 3,2 sekunder. Det lyder måske ikke af så meget, men det kan helt sikkert mærkes, når du banker speederen i bund.
Og så er der den aggressive styling. Mansory har nemlig ikke kun pillet ved motoren, for der er også et kulfiber-karosseri, nye sideskørter, spoiler, 22 tommer fælge og ny kantet udstødning. Så kan man selvfølgelig diskutere, om den er blevet pænere, men den er i hvert fald ondere.