Kameraet i de fleste smartphones er efterhånden lige så godt som et kompakt kamera. Det giver dig gode muligheder for at tage fantastiske billeder på farten. Her giver vi dig 3 råd til, hvordan du tager gode billeder med din smartphone.
Jo bedre lys, jo bedre billeder
Vil du gerne tage gode billeder med din smartphone, er lyset en vigtig faktor. Det allerbedste lys finder du de to første timer efter solopgang, og de sidste to timer inden solnedgang. Her har du en god chance for at finde den helt rigtige kombination af lys og skygger, som giver mulighed for, at du kan knipse nogle flotte og skarpe billeder.
Vil du tage billeder på andre tidspunkter af dagen, eller måske indenfor, er det vigtigt, at du finder et rum med et godt og naturligt lysindfald. Det kan for eksempel være et rum med store vinduer, hvor solen har mulighed for at skinne ind. Sørg for, at dit motiv ikke har ryggen mod lyset. Det gør nemlig, at du tager dit billede i modlys, hvilket sjældent giver et godt resultat.
Fstopper.com har desuden lavet en rigtig god oversigt med apps – bl.a. vedrørende ideelt lys – der sikrer de bedste forhold for at tage skarpe billeder.
- Få hjælp af din smartphone
En simpel og effektiv måde at tage gode billeder med din smartphone på, er at udnytte telefonens indbyggede kamerafunktioner. Det gælder eksempelvis noget så enkelt som at fokusere på dit motiv ved hjælp af din smartphones markeringsværktøj.
Mange smartphones sælges i dag med avancerede kameraer, hvis mange funktioner giver dig rig mulighed for at eksperimentere med fotografering og redigering. For eksempel giver den nye OnePlus 5t dig mulighed for at tage detaljerede billeder med professionelt udseende. Foruden kameraets indbyggede funktioner, har du gode muligheder for at downloade en lang række gratis apps, som du kan bruge til billedredigering.
Tag masser af billeder
Når du har fundet et godt motiv, som du gerne vil fotografere, gælder det om at tage masser af billeder. På den måde er der nemlig større chance for, at du ender med det helt rigtige billede, hvor lyset, skarpheden, motivet og vinklen går op i en højere enhed.
Tag gerne billeder fra så mange forskellige vinkler som muligt. På en smartphone er det nemt at slette billeder, så du kan hurtigt skille dig af med de dårlige billeder efterfølgende. Især når du fotograferer mennesker, er det vigtigt at tage mange billeder. Det giver dig nemlig den bedste chance for at fange et billede, hvor alle har åbne øjne og ser glade ud.