Du skal ikke blive forvirret af det mærkelige navn, for Vliegtuigsuite er hollandsk, og på dansk betyder det noget i retning af fly-suite (Tak Google Translate). Og det er meget nøjagtigt, for det er lige præcis din helt egen hotelsuite i et fly. Det betyder altså, at du kan rejse til lufthavnen i Teuge lidt øst for Amsterdam og indlogere dig i rimeligt blærede omgivelser, så du kan boltre dig inde i skroget med dobbeltseng, badeværelse med spa og sauna, køkken og generelt bare nyde den anderledes oplevelse med direkte udsigt over den omkringliggende lufthavn. Der mangler egentlig bare, at flyet også letter fra jorden, men så skal du selvfølgelig nok også regne med et prisskilt, der ryger helt op i skyerne.