Det er ikke sikkert du kender Salomondrin, men hvis du er vild med fede biler, er hans YouTube-kanal rent guf. Og nu har han som en af de første i verden fået lov til at kigge nærmere på den gale Galpin Rocket, der blev præsenteret i 2014 under navnet Fisker Rocket – ja, den er designet af danske Henrik Fisker. Der er i øvrigt tale om en kraftigt modificeret Ford Mustang, og der findes kun to prototyper i hele verden, så det gælder om at passe godt på den, når den ruller ind til test. Og med en 5 liters V8’er med 725 hestekræfter, 21 tommer fælge med bremser fra Brembo og nogle meget markante blå streger ved indsugningerne, er den altså slet ikke til at tage fejl af.