Vi har set mange kreative løsninger, når det kommer til at bikse en ond affyrer af elastikbånd sammen, og Jr. Devastator, som vi tidligere har skrevet om, er pænt grum, men ikke særligt mobil.

Det er Rubber Band Minigun til gengæld.

Her kan du nemlig tage maskingeværet med dig overalt, og så er du bevæbnet til tænderne med 144 elastikker, der ryger afsted mod dit stakkels mål med en kadence på 200 skud i minuttet. Det er heftig ildkraft. Den 86 cm. lange satan er desuden forholdsvis nem at lade, fordi du kan montere 12 elastikker ad gangen, men det tager stadig et stykke tid at få fyldt op, så du må hellere sørge for at smadre modstanderne i første hug.

Så er spørgsmålet bare, om den skal være i naturligt træ eller farvet sort.