Hvis en almindelig Rolls-Royce er for fesen efter din fine smag, kan du da bare springe ind i den her specialversion af deres Wraith. Så skulle man da i hvert fald være et skarn, hvis man stadig kan finde noget at brokke sig over. Rolls-Royce Wraith ‘Inspired By Film’ er lige blevet afsløret på New York International Auto Show, hvor den fører sig frem med en sølv og grå lakering på ydersiden og fortsætter de stilrene farver på indersiden tilsat en solid mængde mørkt træ. Det er flashy uden egentlig at være det. Men det er selvfølgelig en Rolls-Royce, så der er styr på de luksuriøse detaljer med en stjernehimmel i loftet, selvmordsdøre og en 6,6 liters V12’er med 624 heste under den lange kølerhjelm. Hvad koster den så? Aner det ikke, men det er helt sikkert, at os almindelige mennesker ikke har råd til sådan en bil.