Jaja, du skal jo alligevel have salt og peber et eller andet sted, og så kan det vel lige så godt være et par droider, der passer på skidtet. Star Wars er i forvejen den film-franchise med klar mest merchandise, så det er slet ikke overraskende, at der selvfølgelig findes R2D2 & R2Q5 Salt & Pepper Shakers, og de to keramiske beholdere er endda lavet på officiel licens fra LucasArts, så du har Kraften med dig på middagsbordet. Men du skal nok bruge hænderne til at drysse salt og peber på din mad – medmindre du er en vaskeægte Jediridder.