De er skøre i låget hos Pagani – men vi er vilde med det. Og nu har de lige fiflet lidt med deres Huayra, så V12’eren på 6,0 liter nu yder 789 heste i stedet for de “kedelige” 730, mens den desuden er blevet 132 kilo lettere takket være et udstødningssystem af titanium og et karosseri af et nyt kompositmateriale, der er 50% lettere end kulfiber og 20% stærkere. De vil dog ikke afsløre, hvilket materiale, der er tale om. Bogstaverne BC står i øvrigt for Benny Caiola, der var den første kunde hos Pagani, da de startede op i 1992. Det er da en fed måde at vise respekt overfor sine loyale kunder. Så kunne de selvfølgelig også godt sætte prisen lidt ned, for de 17,5 millioner er uden danske afgifter, så du kan selv regne ud, at det nok ligger lidt udenfor de flestes budget. Det gør den i øvrigt også uden afgifterne.