Der er varmt i dag. Derfor er der også brug for nedkøling, og det sørger det her bord for i gennemført stil, for der er simpelthen en fordybning til isterningerne direkte i overfladen. Så skal du ikke ud at rende for at skaffe isen. Problemet er selvfølgelig, at de også smelter ret hurtigt, men det er til at leve med, og med en diameter på lidt over 1 meter og en højde på 43 centimeter af håndlavet og overfladebehandlet beton, er Outdoor Beverage Table en rå sag – isterninger eller ej. Det er også en tung sag, for vægten er helt oppe på 90 kilo, så det er ikke sådan lige at flytte rundt på.