Honda er blevet fuldstændigt vanvittige – men på den fede måde. De har nemlig voldtunet en af deres havetraktorer i samarbejde med racerteamet Team Dynamics, og resultatet er en græsklipper med 109 hestekræfter, der lige er blevet optaget i Guinness Rekordbog med en topfart på 187 km/t. Det trimmer plænen pænt hurtigt. Der er desværre kun tale om en prototype, og den kommer højest sandsynligt aldrig til salg, men derfor kan vi jo godt knipse anerkendende af projektet. Det er fandeme godt klaret. Motoren er en VTR 1000F Firestorm, og for at styre alle kræfterne er Mean Mower udstyret med et speciallavet chassis og affjedring og dæk fra en 4-hjulet motorcykel. Og dyret kan faktisk også klippe græs.