Selvom Land Rover er holdt op med at producere Defender, er det stadig en fremragende arbejdshest til terrænet, og det bliver bare endnu bedre med den her Land Rover Defender Tweaked Military Edition fra Tweaked Automotive. Kamuflage-lakeringen passer bare helt perfekt. London-firmaet stripper en almindelig Land Rover Defender og genopbygger den med forbedret affjedring, bredere karosseri og en 5,7 liters Chevrolet V8’er med 430 heste for at give den godt med kraft at arbejde med ude i det grove landskab. Så er det selvfølgelig ikke sikkert, at ejeren har tænkt sig at rykke den på offroad-eventyr, for de rå firehjulstrækkere er blevet et hyppigt syn inde i byerne. Der var vist noget med, at man engang kunne købe mudder på spraydåse for at give den det rigtige look. Men den er altså bygget til rigtigt mudder på rigtige veje, så der fortjener den også at komme ud og lege.