Stål og beton. Flere materialer er der egentlig ikke brug for, når du vil banke skarp stil ind i stuen. Og det er lige præcis, hvad bordet her med navnet Kanban er lavet af. Bordet er et produkt af kreativiteten hos den italienske designer Andrea Ponti, der bor i Hong Kong, og i følge ham, er materialerne til Kanban inspireret af de historiske industribygninger i Hong Kong, mens selve formen kommer fra de mange neonlys, der fylder gaderne i Kowloon. Han mangler bare lige at udmelde en pris på bordet, men du kan være 100% sikker på, at det ikke er Kina-priser.