Der er en splittelse i mange mænd. En tvehed mellem at være en fandens karl, en leder på fodboldbanen og på arbejdet – en Donald Draper. Og så at være en blød mand. En mand der snakker om følelser, er tilstedeværende som far, bærer skraldet ud og tager opvasken.

Typisk når man manden kommer hjem til konen, hænger han myndigheden og den fandens karl på knagen sammen med overtøjet, og træder samtidig ind i en anden persona. For nogle er det en let og elegant overgang, hvor det for andre er mere problematisk.

Måske er du i denne dualisme ikke helt tro mod dig selv? Måske føler du, at det er samfundsstrukturelle normer, der presser dig til at være på en bestemt måde? Måske skal der handles, modereres og ændres? Måske ikke? Vi gransker problemet.

Er ’Klovn’ en projicering af de danske mænd?

Klovn er efterhånden folkeeje på højde med Krøniken, Rejseholdet og endda Matador. Alle, inklusive undertegnede, er faldet på halen over klovnen, der kan få selv en uskyldig tandblegning til at blive en katastrofe. Succesen nåede nye højder, da Frank i den første spillefilm måtte ud på en veritabel odyssé for at vise Mia, at han havde farpotentiale.

Dette beskriver meget godt tematiseringen i serien og filmen: Billedet af den moderne mand i form af Frank, der kæmper for at bevise sit værd derhjemme, men samtidig bliver drevet mod den Don Draper-inspirerede fandens karl ude i ’felten’ – her legemliggjort af Casper. Frank håndterer selvfølgelig situationen vanlig uelegant og meget under standard i forhold til den normale mand, men analogien er alligevel til at tage og føle på.

Har kvinden sejret – eller sejret sig selv ihjel?

Kvinden er kommet rigtig langt. Men er de kommet for langt? I rigtig mange tilfælde er det dem, der er den dominerende skikkelse derhjemme. I et meget populært afsnit af podcast-succesen ’Mads og Monopolet’, blev netop dette diskuteret.

En kvinde beskrev, hvordan hun i de første år af forholdet, havde haft en intensiv magtkamp med sin mand, som hun til sin store glæde, havde trukket sig sejrrigt ud af. Efter et yderligere et par år sammen, virkede den før så bastante sejr lige pludselig meget hul. Manden var, for at bruge hendes ord, blevet et skvat og kunne ikke længere tage en selvstændig beslutning. Om der skulle C eller D vitamin som supplement til morgenmaden, var pludselig en for uoverkommelig opgave for ham at bestemme.

Det er interessant, hvordan kønsrollefordelingen i de store romaner af Tolstoj, Dostojevskij eller Thomas Mann, virker meget mere naturlig end i mange af de mere moderne fortællinger. Det er måske unfair at sammenligne nogle af historien største litterater med Fifty Shades of Grey, men det er alligevel sindsopvækkende, hvor meget opmærksom mange kvinder gav historien om et så ulige, primitivt og dyrisk forhold – og det endda i et samfund, hvor ligestillingsdebatten har raset allerstærkest.

Er alt dette et udtryk for, at kvinden vil have ’den gamle mand’ tilbage? Kirkegaard sagde engang: ’Når der ikke længere er kamp i elskoven, så er denne ophørt’. Er det kampen kvinden vil have tilbage? Spændingen?

Når man skyder til måls og rammer for meget til venstre, har man det med at overkompensere i næste skud og skyde for meget til højre. Måske er det, hvad der er sket? Ligesom de tektoniske plader efter et stort jordskælv skal finde på plads, skal magtbalancen også finde sit plateau her? Vi må tænke på, at det i et historisk perspektiv kun er et blink med øjet siden, at vi (mere eller mindre) I Danmark opnåede ligestilling.

Sandheden er, at det er op til det enkelte individ at finde ud af, om man er en fandens karl, en moderne mand eller noget midt imellem. Samtidig er det op til kvinden at finde ud, hvad de, når alt kommer til alt, efterspørger hos en mand. Skal manden køre i en Aston Martin DB9, Fiat 500 eller være miljørigtig på en el cykel? Først når det enkelte menneske, mand som kvinde, er ærlig overfor sig selv, vil debatten forstumme. Spørgsmålet er om det nogensinde sker, og i så fald om vi glæder os?