Den her beholder åbner kun for godterne, hvis du har gjort dig fortjent til dem. Ja, det er sådan noget, der kun er nødvendigt til folk med usædvanlig dårlig selvkontrol, men de findes derude, og derfor findes beholderen også. Hvordan virker den så? Jo, kSafe er udstyret med en elektronisk lås på låget, der taler sammen med din smartphone via en app, og så kan du indstille den til kun at åbne, når du har overholdt et mål om at få rørt dig, opholdt dig et bestemt sted eller simpelthen være åben på bestemte tidspunkter, så der kun er adgang til sagerne indenfor et tidsinterval. Det er jo meget praktisk til at gemme søde sager, fjernbetjeningen til TV’et, controlleren til konsollen, din mobil eller smøgerne. Det kan da hjælpe med at give bedre vaner. Eller bare være penge ud ad vinduet, fordi du har smadret beholderen for at få indholdet efter en halv time.