Den originale Jaguar E-Type er en af verdens mest ikoniske biler med sine bløde former og meget karakteristiske silhuet. Og nu kan du faktisk eje en splinterny udgave af klassikeren. Eller splinterny er den ikke, men Jaguar E-Type Reborn er i stedet et program hos Jaguar, hvor de med nærmest absurd blik for detaljerne restaurerer 10 unikke eksemplarer af den “gamle” Series 1 E-type med originale stumper, så du får så gennemført en bil som overhovedet muligt. Prisen er også derefter, men det her er jo heller ikke ligefrem en bil, der bliver mindre værd med tiden – hvis du altså passer og plejer den.