Det er imponerende, hvordan producenterne af asfaltens superbiler kan blive ved med at overhale hinanden i topfart, og lige nu er det altså Hennessey Venom GT, der fører med 435,31 km/t. Men Hennessey har planer om at forbedre deres egen rekord med den spritnye Venom F5, der rammer markedet i 2016 og er spået at kunne præstere lidt over 466 km/t. Og med 1.400 hestekræfter fra twin-turbo V8’eren, en masse kulfiber og aluminium til at holde vægten lige under 1.300 kg. og et GPS-baseret traction control system, så kunne den rekord sagtens være indenfor rækkevidde. Det er vildt, og det er lige så vildt, at Hennessey Venom F5 faktisk er gadelovlig. Forestil dig lige at blive overhalet af sådan en på motorvejen.