Du har sikkert aldrig hørt om mærkedagen World Cucumber Day, og det er fordi 14. juni 2017 bliver den først af sin art nogensinde. Men hvad går den så ud på?

Det er faktisk meget simpelt. Hendrick’s Gin er nemlig både produceret med agurk og serveres ofte med samme plante i glasset, og derfor vil de hylde agurken med sin egen mærkedag. I den forbindelse slipper de samtidig en portion agurkeplanter løs for at se, om man kan pleje dem til at gro bedre. Forskning har for eksempel vist, at agurkeplanter udviser karaktertræk, der normalt kun forbindes med følende væsner. For eksempel får rockmusik dem til at gro bedre, mens jazz har den modsatte effekt. Spændende.

Hårdt liv 

Da vores kontor ligger i midten af København, tænkte vi selvfølgelig, at den lille plante skulle se byen som en ægte turist, så den fik fadbamser i Nyhavn krydret med lidt finkultur som et smut forbi Amalienborg, Marmorkirken og Churchillparken. Det var virkelig mandehygge. Men efter et par dage på farten begyndte den grønne gevækst ærligt talt at se lidt slidt ud med hængende blade og generelt bare en tømmermandsramt figur. Derfor stod det hurtigt klart, at hvis den skulle have nogen som helst chance for at overleve til 14. juni, så var der brug for lidt afslapning, masser af væske og stille og roligt daseri i solen. Så det fik den, og det hjap hurtigt på humøret.

Afslapning er vejen frem 

De seneste to uger har agurkeplanten nærmest ikke flyttet sig andre steder end fra altandøren hen til sofaen for at stene TV. Og det er åbenbart sådan den vil have det, for med et skud vand om morgenen og endnu et om aftenen krydret med absolut dovenskab og sol, og så vokser den faktisk meget pænt. Hvis du overvejer at anskaffe dig en agurkeplante, skal du altså vide, at du nærmest ikke behøver lave noget som helst. Det skal bare være søndagshygge hver dag. Nu er World Cucumber Day også lige om hjørnet, så det bliver spændende at smage på agurken for at finde ud af, om al den hygge kan smages.