I går havde Google linet nyt grej op for en ventende horde af supernørder, og eventets hovedperson var den nye Google Pixel 2 smartphone. Eller, det vil sige, der var faktisk to hovedpersoner, for Google har lanceret både en almindelig Pixel 2 og en Pixel 2 XL. Den store forskel på de to mobiler er størrelsen, hvor den “lille” byder på en skærm på 5 tommer og en samlet vægt på 143 gram, så trumfer den “store” model med en 6 tommer skærm og en kampvægt på 175 gram, men hardwaremæssigt er der ikke den store forskel. Begge har en 64-bit Qualcomm Snapdragon 835 processor, 4 GB RAM, 12,2 megapixel kamera og Active Edge teknologien, hvor du kan klemme på siderne for at åbne bestemte funktioner, mens du også får toppen af poppen via Android 8.0 Oreo med Google Lens til at scanne og genkende objekter via kameraet og kunstig intelligens. Det er lige præcis den direkte adgang til Googles tjenester, der er det største salgsargument for Google Pixel 2. Hvis du er Android-fan, bliver det ikke bedre end det her.

De danske priser er i øvrigt:

Google Pixel 2 64 GB – 5.749 kroner

Google Pixel 2 128 GB – 6.649 kroner

Google Pixel 2 XL 64 GB – 7.299 kroner

Google Pixel 2 XL 128 GB – 8.199 kroner