Hvis ikke verdens største mobile powerbank kan holde dig kørende med strøm på farten, er der altså ikke meget at gøre. Giga Charger G-600 leverer 75.000 mAh i en forholdsvis handy indpakning på 2,8 kilo forsynet med et håndtag, så du kan bære rundt på skidtet, og så kan du trække strøm til dine gadgets via USB, 12 volt eller stikket med 220 Volt, mens der selvfølgelig også er to styks LED-pærer og en jumpstarter til din bil. Den løber jo desværre også tør for strøm engang imellem. Levetiden på sådan en krabat skulle desuden være 1.000 opladninger, så den burde alligevel holde til heftigt brug i nogle år.