Hvis du ikke vil lade terrænet stoppe dig, skal du hoppe i en Gibbs Humdinga II. Den er totalt ligeglad med, om underlaget består af land eller vand, for firhjulstrækkeren er fuldstændigt vandtæt og udstyret med en jetmotor, så den både kan slippe de 300 hestekræfter løs via dækkene eller gennem jetdysen. Gibbs har ikke afsløret prisen for skuden, men det er vist et af de tilfælde, hvor du ikke har råd, hvis du er nødt til at spørge. Men hvis du alligevel overvejer at købe en Humdinga II, kan vi afsløre, at der er plads til 3 personer i kabinen og 6 på ladet, så du næsten kan have hele fodboldholdet med på tur.