Det vrimler med gode TV-serier derude, men hvis du skal sætte én af dem øverst på listen over næste kigge-projekt, er det helt klart HBO’s Westworld, og du kan se traileren for serien i videoen ovenover. Men hvorfor er den så god? Det har vi forsøgt at kigge lidt nærmere på, og det kan egentlig koges ned til tre hovedpunkter:

1. BUDGETTET ER ENORMT

Sæson 1 med 10 afsnit har kostet i omegnen af 100 millioner dollars at producere, og det svarer til lige knap 700 millioner danske kroner. Her er der altså ikke mange biograffilm, der kan følge med, og det betyder en production-value i verdensklasse for en TV-serie, for du bliver forkælet med et absurd stort univers, hvor der absolut ikke er sparet på noget som helst. Alt fra CGI til scenografi spiller bare perfekt, så du ikke sidder og irriterer dig over smådetaljer, men i stedet bliver imponeret over de flotte landskaber og den ekstreme detaljegrad. Her er intet overladt til tilfældighederne, og det er fedt at vide som seer, når der er forkælet for varen.

2. HISTORIEN ER ORIGINAL

Jaja, TV-serien Westworld er baseret på filmen med samme navn fra 1973, så helt nytænkning er det ikke. Men idéen er stadig hamrende original. På overfladen handler serien om en meget anderledes temapark, hvor de besøgende kan udleve deres fantasier som gunslingers eller egentlig hvad som helst i det vilde vesten omgivet af hundredvis af meget livagtige androider, men dykker du længere ned, er den meget mere end det. Det handler om vores egen menneskelighed og hvad der egentlig definerer et menneske, for man kommer ærligt talt lidt i tvivl, når man har set serien. Smid så lige en dosis teknologi-forskrækkelse, mord og sammenligningen med et computerspil oveni hatten, og så har du en god gryde med temaer til at holde din hjerne beskæftiget, mens du samtidig forsøger at løse de mysterier i serien, der konstant bliver kastet din vej. Det største mysterium er selvfølgelig: Hvad er hemmeligheden bag Westworld?

3. ANTHONY HOPKINS ER MED

Ja okay, der er også andre stjerner som Ed Harris, James Marsden, Evan Rachel Wood og vores egen Sidse Babett Knudsen – der i øvrigt får røget rigeligt med smøger i serien – men den største af dem alle er Anthony Hopkins. Den 78-årige gut er altså bare ren klasse. Han tilfører en autencitet og en tyngde i alt, hvad han er med i, og derfor kan du altid stole 100% på, at det er værd at se, hvis han stiller op. Anthony Hopkins er i øvrigt castet helt perfekt, for hans rolle minder en del om Richard Attenboroughs i filmen Jurassic Park fra 1993, og hvis vi skal være helt ærlige, så minder universet i Westworld en del om Steven Spielbergs dino-film.

Hvor meget? Det har gutterne hos CollegeHumor leget lidt med, og resultatet kan du se her i videoen nedenunder. Det er faktisk ret sjovt lavet.

Hele sæson 1 af Westworld ligger klar inde på HBO Nordic, hvor du får første måned gratis efter en hurtig tilmelding, så der er egentlig ingen undskyldning for ikke at give serien og resten af streaming-universet et skud. Det skulle da lige være manglende tid, men helt ærligt, det er et spørgsmål om prioritering. Og slappe-af-tid bør ligge højt på din to-do-liste.