Hey, der skal være orden i sagerne. Og hvis du er typen, der hader mikset af farver i slikskålen, er det her lige en maskine efter din smag. Som du kan se i videoen ovenover, sorterer den for eksempel M&M’s eller Skittles efter farve, så du bare skal hælde hele baduljen i tragten på toppen, og så ender de automatisk i hver sin skål med gul, rød, grøn og blå. Jaja, nogle vil måske kalde det overkill, mens andre med tendens til OCD vil kalde det genialt. Maskinen er i øvrigt bygget af hollandske Willem Pennings, der har brugt en Arduino controller i samarbejde med 3D-printede dele til at få styr på sine egne tvangstanker. Du kan jo gå i gang med din egen maskine – hvis det altså generer dig tilpas meget, at farverne er mikset sammen.