Småt kan sagtens være godt, og i det her tilfælde kan det faktisk også være stort. Ja, det er noget af et trylletrick. Ikke desto mindre fylder den trådløse højtaler Creative SoundBlaster Roar 2 næsten ingenting med dimensionerne 18,8 x 10,9 x 5,1 centimeter, og det lyder alligevel som om, at der står en kæmpe gulvhøjtaler inde i din stue. Det er ret imponerende. Og det er lige så imponerende, hvor let den er at bruge, for du parrer bare din Bluetooth-enhed en enkelt gang, og så skal du aldrig mere tænke over opsætning og i stedet bare slappe af med den gode lyd. Så kan det godt være, at stor lyd-feinschmeckeri kræver langt større og dyrere udstyr, men den her fætter klarer hverdagens musik ganske glimrende.