Det ligner umiddelbart bare en lade, hvilket også har fået CLB Architects til at kalde deres projekt for The Barn, men i så fald er det den lækreste lade, du nogensinde har set. The Barn mikser nemlig genanvendt træ fra gamle lader med store glaspartier, og når du kommer indenfor, er der fyret op for fed luksus med en stilet garage med skakternet gulv og en rustik følelse med moderne finish. Det meget specielle hus ligger i øvrigt i den lille by Wilson i den amerikanske stat Wyoming, hvor der ikke er mangel på storslået natur, men det ligner da også noget, der kunne gøre sig godt ude på landet her i Danmark. Vi har bestemt også en natur, der er værd at kigge på.