Caterpillar laver tunge maskiner, der holder til rasende mange tæsk, og det samme gør de med mobiltelefoner, for den nye CAT S41 er noget nær den ultimative håndværkermobil. Eller bare mobiltelefon til folk, der behandler deres elektronik som skidt. Du får selvfølgelig en IP68-rating med en godkendelse til MIL-SPEC-810G, der betyder 100% beskyttelse mod fald fra 1,8 meter på beton og selvfølgelig beskyttelse mod vand, mens der lige er smidt en powerbank på 5.000 mAh oveni hatten, så du heller ikke skal gå ned på strømmen. De mere kedelige specs inkluderer en 5 tommer skærm, en octacore processor, 3 GB RAM og et 13 megapixel kamera, og så er der selvfølgelig Gorilla Glass 5 på skærmen til at holde selv små, irriterende ridser væk fra dit udsyn. Alt i alt er CAT S41 en pansret mobil til hårde hænder.