Når man tænker på et sommerhus, er der normalt mindre plads og mere spartanske forhold end et almindeligt hus. Men sådan er det ikke i det her tilfælde. Den amerikanske designer Calvin Klein, der mest af alt har tjent sin enorme formue på at lave underbukser, har nemlig et gigantisk tilflugtssted på 539 kvadratmeter lige ud til vandet i Miami i USA, og det vil han nu sælge, hvis det altså lykkedes at finde en køber med et godt forhold til sin bankforbindelse, for 107 millioner er alligevel er gevaldigt dyk i lommen. Som du kan se i billedserien ovenover, er sommerhuset i spansk stil fra 1929 til gengæld fuldstændigt renoveret med en rasende god udsigt til vandet fra terrassen, og du får desuden fem soveværelser med tilhørende badeværelser, en gårdsplads med lidt skygge og en infinity pool til at klare nedkølingen, når du ligger og daser foran udsigten til vandet. Det er egentlig et meget underspillet sommerhus, men det enkle er nogle gange også det bedste.