Et par rigtigt gode B&O-højtalere går aldrig af mode, men de kan til gengæld ikke prale af den nyeste teknologi, når udviklingen går så stærkt i HiFi-land. Indtil nu. Med den nye B&O Beocreate 4 Channel Amplifier kan du nemlig omdanne din klassiske højtaler fra Struer til en moderne trådløs én af slagsen, og det er da ret genialt, at du kan klippe kablerne uden at skulle investere i et spritnyt audiofilt setup. Og det er ret simpelt. B&O Beocreate 4 Channel Amplifier er nemlig en DSP, en DAC og en rørforstærker i samme kompakte pakke, som du smider ind i højtaleren, men hvis du virkelig vil nørde den, er der også mulighed for at tilføre en Raspberry Pi, så du kan pille ved det meste i open source softwaren. Det er virkelig kræs for B&O-aficionados.