Hvis du leder efter noget opmærksomhed, når du holder for rødt ved lyskrydset, så skal Arash AF8 nok suge noget af slagsen til sig. Den skriggule lakering gør heller ikke meget for at gemme sig. Den engelske letvægter på 1.200 kg. er pumpet med en 7,0 liters GM-motor, der langer 550 hestekræfter under din højre fod, og kombinationen med lav kampvægt og masser af motorkraft er nok til at sende den afsted fra 0-100 km/t på 3,5 sekunder. Det er ikke dumt, og så er der alligevel blevet plads til aircondition, så du ikke smelter på en varm sommerdag. Okay, designet er nok ikke for alle, men den er da aggressiv.