Det behøver slet ikke være kedeligt at være familiefar, og det beviser Audi nu med deres 2018 Audi RS4 Avant. Du kan se flere skud af den hidsige stationcar i billederne ovenover, hvor de har klædt den i en fræk blå farve. 2018 Audi RS4 Avant banker en 2,9 liters TFSI-biturbomotor med 460 hestekræfter og et moment på 600 Nm under din højre fod, og det er nok til at skyde den fra 0-100 km/t på 4,1 sekunder og levere en topfart på 280 km/t. Så skal du nok bare ikke have familien med i bilen, hvis du vil køre 280 km/t. Det er faktisk den perfekte kombination mellem en bil til hverdagskørsel og en sjov slæde til de vildere ture, og du får selvfølgelig permanent firehjulstræk, en RS-sportsundervogn med aktive fjedre, keramiske bremser og dynamisk styring, mens hjulkasserne i forhold til en almindelig A4 Avant er 30 mm. bredere for lige at signalere, at her kommer en bil, der vil frem i verden. Hvad koster den så? Det fortæller Audi ikke noget om, men den ankommer i første kvartal 2018, så du kan godt begynde at spare sammen.