Da vores egen Andreas Mogensen arbejdede otte dage på Den Internationale Rumstation, skulle han selvfølgelig også have noget kaffe til at holde arbejdstempoet oppe. Og det fik han. Som du kan se i videoen ovenover, har de nemlig deres helt egen kaffemaskine på ISS, og her demonstrerer ESA-astronauten Tim Peak, hvordan det fungerer, når han vil have en kop tjære. Okay, kop er måske så meget sagt, for han drikker den af en pose med et sugerør, men når der ikke er nogen tyngdekraft, er man nødt til at finde på opfindsomme alternativer til ganske almindelige hverdagsting. Og morgenkaffen er jo et must.