Det er ikke så svært at se, at der er noget Apple-DNA i den her nye spiller på mobil-markedet. Og det er meget naturligt, for en af medstifterne er den tidligere Apple CEO John Sculley, så selvfølgelig tager han nogle af de gode elementer med videre. Men der stopper lighederne også. Obi Worldphone leger nemlig på et prisniveau, hvor æblerne slet ikke kan følge med, og deres dyreste mobil i form af SF1 er til at få fat i for ordentlige penge, mens du stadig får et minimalistisk unibody design med en 5 tommer HD-skærm beskyttet af Gorilla Glass 4, 13 megapixel kamera og en fuldstændigt nytænkt version af Android styresystemet. Det er selvfølgelig svært at sige noget, før man har holdt den i hånden, men det ligner altså en ganske fornuftig mobil til yderst rimelige penge.