For et halvt års tid siden fremviste Lamborghini stolt deres Centenario, og nu er de så endnu mere stolte, for de har fået den frække sag til at smide toppen, og du kan se billederne af den spritnye Lamborghini Centenario Roadster i galleriet ovenover. Yessir, alt er bare bedre, når toppen ryger. Bilen fejrer, at det er 100 år siden firmaets grundlægger Ferruccio Lamborghini blev født, og hvis han havde levet i dag ville han helt sikkert være stolt af den hidsige roadster, der kun bliver lavet i 20 eksemplarer og kan prale af en V12′ er med 770 heste til at skyde den fra 0-100 km/t på 2,9 sekunder, mens den bremser fra 100-0 km/t på 31 meter. Og bare rolig, du behøver ikke bekymre dig om at skrabe pengene sammen til at få dit eget eksemplar hjem i garagen, for de er allerede afsat til 20 heldige rigmænd.