Det er måske ikke lige nu, du overvejer at investere i en loftventilator, men derfor er der jo ikke noget i vejen med at tænke fremad. Sommeren kommer – det er jo bare en naturlov. Og med en Jetmotor Loftventilator er du køligt klædt på, for hvis du alligevel har besluttet dig for at have en loftventilator hængende, bliver det vel ikke meget sejere end en vaskeægte jetmotor, der rent faktisk har aftjent sin værnepligt på et rigtigt fly. Yessir, det holder. Så er spørgsmålet bare, hvilken model du skal have fat i, for firmaet Aviation Flying Furniture, der står bag ombygningen, har alt fra General Electrics GE9X til Pratt & Whitneys JT8, og i sidste ende er det vel afgørende, hvor meget plads du har både i hjemmet og i tegnedrengen. Det er jo ikke helt billige sager.