Hjelmen er kronen på værket af en liret motorcykel, og det bliver ikke meget mere liret end selveste Batman. Derfor er HD100 fra Helmet Dawg også noget af det mest blærede, vi endnu er stødt på til hovedet, og så er den endda sikker med DOT-godkendelse og behagelig med udskiftelige puder og ventilation til tænkeboksen. Og du behøver ikke være bange for, at flagermuseørerne knækker, for de er lavet af fleksibelt gummi. Det er sådan en hjelm, Batman ville bruge – hvis han altså ikke havde en pænt sej hovedbeklædning i forvejen. Amerikanske Helmet Dawg sender desværre endnu ikke til Danmark, men du må endelig give et praj, hvis du skal til USA eller finder et eksemplar i Europa.