Højtalere behøver slet ikke være kedelige kasser, for der er mange muligheder for at bikse noget skarp lyd sammen. Bare se på de her stilede 109 centimeter høje træ-tårne fra Fern & Roby. De forkæler både ørerne og øjnene. The Beam er lavet af solide stykker fyrretræ, der er genbrugt fra en nedlagt fabrik fra 1800-tallet, så historien er med i designet, hvor gammelt møder topmoderne teknologi med enheder fra danske Scan-Speak til at levere smæk for skillingerne. Selvom vi vist hurtigt kan blive enige om, at du får lov til at slippe en stor procentdel af prisen for det ret enestående design. Men hvis du går lige så meget op i udseendet som lyden, gør det heller ikke så meget.