Der er store huse, der er små huse, og så er der lillebitte huse som den her Ecocapsule. Hele hytten fylder beskedne 2,55 x 4,55 x 2,25 meter og vejer kun 1.500 kilo, og det æggeformede design er beklædt med aluminium og forsynet med 600 Watt solceller og en vindmølle på 750 Watt, så du er rimeligt meget selvforsynende med strøm og kan endda lagre overskydende energi til senere på det indbyggede batteri. Så er det faktisk godt, at huset ikke er større. Til gengæld er pladsen udnyttet ret optimalt, for der er både blevet plads til en sovesofa, køkken, stue og et badeværelse med toilet og bruser. Det er imponerende, og sådan en klejn fætter er jo perfekt her til sommer, hvis du for eksempel vil have lidt ekstra luksus på stranden. Der er jo hjul på boligen.